Chateau d’Arc-en-Barrois er et ægte Fransk kongeslot!



Slottet i Arc-en-Barrois har siden middelalderen tilhørt skiftende fyrster, kongefamiler og adelsmænd. Ved revolutionen i 1789 ødelægges slottet delvist og konfiskeres af den første republik, men ved monarkiets genindførsel i 1830 kom Kong Louis-Philippe (regent 1830-1848) og Orleans familien atter i besidelse af slottet og dets enorme jordtilliggender. Kongen overdrog det senere til sin søster Prinsesse Adelaide d´Orleans, som var kongens nære rådgiver.

Prinsesse Adelaide udviddede og genopbyggede slottet til dets nuværende form som jagtslot mellem 1844 og 1848. Hun oplevede dog aldrig slottet færdigt da hun dør i 1846. Det bliver hendes nevø, Prinsen af Joinville der arver og slottet forbliver derfor i Orleans familiens eje efter monarkiets fald i 1848.

Først i begyndelsen af 1970erne sælger Orleans familen slottet. De enorme skov- og jordtilliggender købes af staten og slottet stykkes fra og sælges til private som omdanner det til hotel. Slottet har, som det sidste franske slot bygget af kongefamilien, en helt særlig status.



Chateau






Mange år efter, i 2001, bliver Château d´Arc-en-Barrois købt af en hollandsk skibsreder, der totalrenoverer slottet, og omdanner det til luksushotel, primært for gæster med hang til golf. Alt bliver udført i høj kvalitet; nyt el overalt, der installeres elevator til samtlige etager, mad elevator fra kælder til anretterkøkken i stueetagen ved riddersalen og videre op til 3.sal.

Slottets facade af sandsten er nænsomt renset, der er nyt tag af naturskifer, lagt så smukt at ikke kun udsigten fra toppen er fabelagtig, men også taget og de smukke zinkindfatninger er en fornøjelse. Riddersalene udstyres med usædvanligt store, smukke venezianske lysekroner, hjemtaget fra Muranoglasværket i Venedig. Møbler er ombetrukket således at de matcher både gardiner, sengetæppe og tapet. Samtlige etager, alle fællesrum og værelserne er renoveret med materialer af meget høj kvalitet -nogle smukkere end andre, men forskellig smag og behag er tilgodeset! En kompromisløs renovering, store ambitioner i verdensklasse og et enormt personale til at opfylde selv det mindste behov koster dyrt, og kan blive for meget, selv for en velpolstret skibsreder. Han vælger at stoppe hotelprojektet, og slottet bliver låst af og således står det frem til 2010, bevogtet og tilset.

I 2010 kommer kongeslottet på danske hænder med et helt andet livligt og anderledes formål for øje - 214 år efter at Kong Louis-Philippe forlod Danmark, hvortil han valgte at flygte under revolutionen i 1793.

I løbet af 2011-2012 er slottet blevet forbedret og opdateret med bla. indretning af bibliotek, installering af grovkøkken, istandsættelse a saloner, og renovering af terasseområde.

Det er Stort med et kongeslot, det forpligter.
Derfor hylder vi hvert år Prinsesse Adelaide på hendes fødselsdag den 23.august.

Hun har skabt et mesterværk, og det skal fejres ved et storstilet maskebal... hvert år!

Château d´Arc-en-Barrois ligger ideelt, midt i en idyllisk landsby kun et par timers kørsel fra Paris.

Landsbyen ARC-EN-BARROIS har alt hvad hjertet begærer;, posthus, 2 bagere, lokalt supermarked "Casino", , restaurant med udendørsservering, cafe, restaurant med en Michelin anbefaling, kunstgalleri, autoværksted, frisør, campingplads og et utal af sports faciliteter. -altså en landsby med et stærkt pulserende hjerte!












Ved ankomst til byens torv, der ligger lige udenfor indgangen til slottet, med monumentet over byens faldne i 1. og 2. verdenskrig, med rådhuset og det usædvanligt smukke lokale gamle apotek, begejstres man over stemningen. Slottet ligger omkranset af en smuk gammel stenmur der render langs hele den østlige side.
Slotskirken ligger til vest ind mod slottets ankomstparti, med egen direkte indgang for slotsejerne.


Går man ind til slottet ad den smukke smedejernsport, ser man syd for sig 30 smukke lindetræer, mellem landsbyen og slotsparken, der i sig selv har  et væld af smukke gamle træer.
Langs slottets vestlige side ligger floden Aujon, den er oven i købet tinglyst til slottet og er en usædvanlig yndig lille flod, med klart rent vand, et væld af fisk, og er lige til at bade i. 

Château d´Arc-en-Barrois ligger i nærheden af den berømte "Champagnerute", hvor mere end 15.000 familier er involveret i Champagneproduktion. Her kan man med stor fordel købe nogle af verdens bedste champagner, og som vinkyperen på Noma venligt bemærkede; "langt de fleste champagneproducenter er mindre familieforetagender, der ikke sælger deres vin til supermarkederne, hvorfor fantastiske handler og vinoplevelser opnås ved selv at opsøge disse små producenter med champagne i verdensklasse, til ubeskriveligt lave priser".
-vi har fulgt opfordringen, og han har ret! 

Med vores beliggenhed i områder som Champagne og Bourgogne er yderligere anbefalinger unødvendig, vi vil blot konstatere, at ordet nydelse kommer til sin ret i disse regioner.

Den simple natur oplevelse kan krydres med alt fra varme kilder, cykelture, ridning og kultur oplevelser på højt niveau.
Når landsbylivet ind imellem kalder på afveksling, kan vi svært forestille os et bedre alternativ end en tur til Paris. 

De franske konger gennem tiden har haft tradition for at blive kronet og døbt i Regionen, og det kan ikke undre at Kong Louis Phillippe d. 1 valgte Château d´Arc-en-Barrois som sin sommerresidens. 

Kort sagt man befinder sig midt i et "kongeligt" område, som Frankrigs monarker gennem tiderne har valgt udfra regionens helt vidunderlige karakteristika.